LSI virksomhedsoverdrages til Danish Life Science Cluster

På LSI’s ekstraordinære generalforsamling d. 28/9 2021, blev beslutningen fra den ordinære generalforsamling d. 17/5 2021 om at virksomhedsoverdrage LSI til den nationale sundhedsklynge for life science og velfærdsteknologi, Danish Life Science Cluster, konfirmeret. LSI nedlægges derfor pr. 1/10 2021, og de nuværende aktiviteter i Nordjylland overdrages til Danish Life Science Cluster

“Siden starten på forhandlingerne om en national klyngekonsolidering på sundhedsområdet for snart længe siden, har LSI indtaget en progressiv og konstruktiv holdning. Trods forhindringer og en ujævn proces, har vi hele tiden haft øje på bolden og til det sidste arbejdet for, at de resultater vi i fællesskab i LSI har opnået siden den svære start i 2017, danner grundlag for en fortsat udbygning og styrkelse af hele økosystemet – til fortsat gavn for nordjyske og øvrige danske virksomheder” udtaler LSI’s bestyrelsesformand Páll Jóhannesson i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen.

Chefkonsulent Trine Søby Christensen samt kommunikationsansvarlig og projektleder Marlene Højstrup Jensen bliver som følge af virksomhedsoverdragelsen overført til Danish Life Science Cluster‘s regionale hub i Nordjylland og vil dermed fortsat servicere det nordjyske økosystem. Direktør Bo Christensen har i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen derimod valgt at opsige sin stilling pr. 30/9 2021. 

“Vi er kommet rigtig langt med vores store planer, og jeg synes, at vi kan være rigtig stolte af de resultater, vi i fællesskab har opnået. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at takke mine fantastiske kolleger gennem årene, samt hver enkelt medarbejder i hele LSI’s partnerskab af virksomheder, kommuner, Region og vidensinstitutioner, som har bidraget til at bringe os hen, hvor vi er i dag. Samtidig håber jeg at forblive en del af det fantastiske økosystem i Nordjylland med troen og håbet på, at vi mødes igen” lyder det fra LSI’s direktør Bo Christensen. 

Du kan holde dig opdateret om Danish Life Science Cluster ved at tilmelde dig nyhedsbrevet her

For mere info, kan du kontakte Trine Søby Christensen her eller Marlene Højstrup Jensen her

LSI virksomhedsoverdrages til Danish Life Science Cluster