Sundhedsteknologisk Serviceprogram-projekt sætter kurs mod fase tre

Leadpartner-virksomheden Hugin Expert og de øvrige parter, Hjørring Kommune og TREAT Systems, i Sundhedsteknologisk Serviceprogram-projektet ”Prædiktering af fremtidige behov under Servicelovens §83 og §83a med AI-teknologi” har i disse dage grund til at trække lidt ekstra på smilebåndet. Parterne har nemlig formået at gennemføre fase to med formål om at forudsige behovet for hjemmehjælp, samt forudsige behovet for et øget eller reduceret behov for hjælp.

Projektet udspringer af det tidligere projekt i Sundhedsteknologisk Serviceprogram Identifikation af leverancer med høj risiko for afvigelser under Servicelovens §83 og §83a”, hvor formålet var at identificere leverancer med høj risiko for afvigelser samt udvikle en software-prototype, der kunne demonstrere, hvilke muligheder digitaliseringen af den kommunale forvaltning giver for at udnytte kunstig intelligens og maskinlæring.

Software-prototypen blev udviklet og dernæst testet i Hjørring Kommune i perioden november 2019 til marts 2020. Med udgangspunkt i testperioden, bidrog software-prototypen bl.a. til en reducering af uddelte services på 1-2%, hvilket for parterne blev anset for at være et tilfredsstillende udfald for et pilot-projekt. Der eksisterer endnu ikke et system, som kan understøtte forudsigelsen af forventet hjemmehjælp, men med dette system kan nogle af processens dele automatiseres og assistere medarbejdere i arbejdet med at analysere data, således at forebyggende indsatser kan igangsættes.

Kurs mod fase tre
Da projektets første indledende fase er afsluttet og fase to nærmer sig sin afslutning, er det næste naturlige skridt for projektet at indlede en fase tre med fokus på implementering og operationalisering af systemet. Anders L. Madsen fra lead-virksomheden Hugin Expert glæder sig over projektets fremgang og udtaler:

”Vi er så langt, at vi har etableret proof of concept. Med dette system vil vi kunne gøre en forskel og gøre det lettere at forudsige fremtidige behov for hjemmehjælp ved brug af kunstig intelligens og automatisering”

Med automatisering og kunstig intelligens, vil systemet medvirke til at effektivere og understøtte den nuværende manuelle proces med at forudsige fremtidige behov for hjemmehjælp, og potentialet er derfor stort for de mange kommuner i Danmark.

Artikel udgivet i PGM
En anden glædelig nyhed for de involverede parter er, at den internationale konference Probabilistic Graphical Models (PGM) har valgt at publicere artiklen ”Prediction of High Risk of Deviations in Home Care Deliveries”, som tager udgangspunkt i projektets software-prototype. Artiklen har været igennem en videnskabelig review-proces, hvor fagfæller vurderer arbejdets kvalitet og betydning. Du kan læse artiklen på PGM’s hjemmeside her: https://pgm2020.cs.aau.dk/wp-content/uploads/2020/09/madsen20a.pdf

LSI glæder sig over projektets fremgang og ser frem til at følge udviklingen.


Sundhedsteknologisk Serviceprogram-projekt sætter kurs mod fase tre