Grunden er lagt til den nationale klynge Danish Life Science Cluster

Den nationale klynge for life science og velfærdsteknologi er på vej til at blive en realitet. Uddannelses- og Forskningsministeriet har netop bevilget de 21 mio. som skal være med til at danne fundament for klyngens aktiviteter. 

Med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet er det økonomiske fundament nu på plads til den nationale klynge for life science og velfærdsteknologi, som får navnet Danish Life Science Cluster. Klyngen skal fungere fra 1. januar 2021, hvor LSI vil blive fusioneret ind, og repræsentanter fra organisationerne bag ansøgningen ser frem til de kommende måneders arbejde med at etablere klyngen.

Vi glæder os over, at Uddannelses- og Forskningsministeriet anerkender den store indsats, der ligger bag dannelsen af den nye nationale klynge. Life Science og Velfærdsteknologi er et bredt område, der dækker over mange virksomheder og mange forskningsområder. Vi hæfter os også ved, at det gode og brede samarbejde, der har været LSI’s styrke, bliver et af de mange virkemidler, som den nye klynge baserer sig på. Ikke mindst den aktuelle situation omkring COVID-19 kræver innovation og nye løsninger, hvis vi skal fastholde og udbygge Danmarks position på eksportmarkederne. Den regionale tilstedeværelse af klyngen sikrer, at også de mindste virksomheder og kommuner bliver hørt og får gavn af innovative vidensamarbejder, siger Bo Christensen, Direktør/CEO, LSI. 

Hele branchen er samlet om ny klynge

I Danish Life Science Cluster er det lykkedes 26 aktører i hele landet at samle sig om én ansøgning om at danne klyngen. Danish Life Science Cluster vil have fokus på det brede offentlige private samarbejde på tværs af virksomheder, vidensinstitutioner, sundhedsvæsen og plejesektor.

Den nye nationale klyngeorganisation skal skabe erhvervsfremme, og både nye og eksisterende virksomheder skal involvere sig i aktiviteterne og vil kunne drage nytte af evidens, viden og erfaringer fra sundhedssektoren og fra forskningen.

Klyngen får hovedsæde i København og regionale kontorer i Odense, Aarhus og Aalborg.

Afventer endnu en pulje

De offentlige midler til Danmarks nye superklynger er delt i to – en portion kommer fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, og den anden portion bevilges af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Parterne bag Danish Life Science Cluster forventer at få svar på ansøgningen om den sidste pulje midler inden for en uge.

Fakta:

Bag Danish Life Science Cluster står:

Welfare Tech, Medtech Innovation Consortium (MTIC), Life Science Innovation (LSI), Copenhagen Healthtech Cluster (CHC), Danish Healthtech og Biopeople, Københavns Universitet, DTU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, FORCE Technology, Bioneer, Alexandra Institute, Teknologisk Institut, DHI, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Lif, Medicoindustrien, Dansk Biotek, Danish Care, Dansk Erhverv og Dansk Industri.

For yderligere oplysninger om Danish Life Science Cluster, kontakt:

Bo Christensen
Direktør/CEO
boc@lsi-nd.dk

Grunden er lagt til den nationale klynge Danish Life Science Cluster