Anneshave slår dørene op

Det summer af liv og duften af nye materialer i lyse og lækre lokaler møder os, da vi træder ind på de nye midlertidige boliger ”Anneshave” i Aalborg, der åbner for beboere den 18. november.

To kvinder er i færd med at gøre indgangspartiet hyggeligt og imødekommende, og engageret bliver vi budt velkommen af leder, Henriette Lerche og sygeplejerske, Maria Rosenberg Rasmussen.

Anneshave er et nybygget plejecenter med 48 midlertidige pladser til aflastningsophold, der skal erstatte de nuværende 40 pladser på Riishøjcentret, Aalborg, der gradvist nedlukkes i forbindelse med ibrugtagningen af Anneshave.

På rundvisningen får vi lov til at se de stuer, der er færdige og klar til indflytning. Stuerne har varme farver på væggene og med mulighed for personlig indretning, så de minder om en hjemlig stue. Det nyeste udstyr giver mulighed for at gøre borgerne selvhjulpne og samtidig give personalet de bedste arbejdsvilkår. Henriette Lerche forklarer, at al indretning, der kunne fås i bæredygtigt materiale, er valgt fra danske og nordiske leverandører.

Henriette Lerche viser rundt på stuerne.

”Vi har haft meget fokus på brugerinddragelse, og haft borgerne til at teste stole, borde m.v. og vi har også inddraget pårørende, som jo ofte er dem, der sidder i lænestolen ved siden af sengen i mange timer. Derudover har vi også involveret medarbejdere i udvælgelsen af det udstyr, som de skal arbejde med herinde. Det har været vigtigt for os at involvere brugere i alle niveauer” fortæller Henriette Lerche.

På stuerne står også et bord ved sengen, der kan hæves og sænkes efter behov. Bordet er designet i samarbejde med Henriette Lerche og flere medarbejdere på centeret, som også kan bruge bordene til arbejdsstation, medicinhåndtering m.v. Bordet er leveret af ByLink, som også var på Anneshave på dagen for at levere de omkring 50 borde til stedet.

Liza og Line fra ByLink.

I caféen, som er der, hvor beboerne skal spise deres måltider, emmer det af hygge og en hjemlig fornemmelse. Materialerne er igen udvalgt efter at det skal være rart at være i, og minde om hjemlige rammer. I de enkelte boenheder, som der er i alt fire af, er der mindre opholdsrum, hvor det også er muligt at spise sin mad, hvis man har brug for mere rolige omgivelser. ”Vi opfordrer borgerne til at spise sammen med andre, da vi arbejder for at mindske ensomhed” fortæller Henriette Lerche. Som gennemgående materiale har man valgt egetræ, der giver en varme til alle rum i stedet for kliniske hvide borde og reoler. I caféen er den fineste rollatorparkering også bygget i egetræ, hvor beboerne kan parkere deres køretøj.

Vi møder også ernæringsmedarbejderne, Jeanette Nørgaard og Annette Olesen, som begge udstråler et særligt engagement. ”Vi inddrager ofte beboerne i madlavningen, og de kommer både til at hjælpe med at bage småkager, vafler og grille pølser til sommer” fortæller Jeanette Nørgaard og fortsætter; ”sommetider får vi også at vide, hvis vi ikke gør tingene rigtigt. F.eks. havde vi en ældre mand på ophold her, han var uddannet bager og havde arbejdet som dette altid, og der fik jeg da lært, hvordan man skærer småkager korrekt ud, griner hun.

Anneshave giver allerede inden åbningen en fornemmelse af, at det bliver et godt sted at være for de borgere der kommer til at bo i de midlertidige boliger, inden de måske skal videre til et plejehjem eller tilbage i eget hjem. Henriette Lerche fortæller, at 60% af beboerne kommer direkte fra hospitalet til et genoptræningsforløb, opfølgning og fortsættelse af behandling eller til palliativ pleje (ved livets afslutning). Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at uanset grunden for at tjekke ind på Anneshave, så kan det kun blive en god oplevelse, med så engagerede medarbejdere og flotte rammer.

Anneshave slår dørene op