Unge nordjyske iværksættere modtager legat fra Novo Nordisk Fonden
Adam S. Hansen (th) og Andreas M. Hejslet (tv) fra AW Technologies er med deres koncept, TrachFlush, blevet optaget i programmet Business Acceleration Academy, som hører under Novo Nordisk Fondens nyeste initiativ til at fremme iværksætteri inden for Life Science; BioInnovation Institute.

På et lille kontor i Aalborg sidder Adam S. Hansen, 20 og Andreas Hejslet, 19. Begge er de nyudklækkede studenter fra HHX, og kunne som mange andre være på vej ud på et eller to sabbatår som belønning efter studietiden. Men det er ikke agendaen for Adam og Andreas. De to unge iværksættere har i flere år arbejdet sammen om projekter i Medtech branchen. Og senest er de med deres projekt og virksomhed, AW Technologies, kommet med i det eksklusive program fra BioInnovation Institute, hvor i alt syv virksomheder er med. Adam og Andreas er de eneste fra Nordjylland, og derudover er de også de yngste iværksættere i programmet nogensinde.

Optimering af eksisterende procedurer

Er man rask, kan man uden de store problemer selv hoste sekret i luftvejene op, for at forebygge lungebetændelse, som opstår ved at bakterier breder sig til de nedre luftveje. Når en respiratorpatient tilsluttes en respirator, indlægges et plastikrør, der kan forsyne patienten med luft fra respiratoren. Efter indlæggelse oppustes en lille ballon, som befinder sig på yderside af plastikrøret. Ballonen har flere praktiske formål, blandt andet at tillade lufttilførsel fra respiratoren til patienten mens den blokere udefrakommende luft, væsker o.l. i at få adgang til lungerne. Dog forhindrer den samtidig patienten i selv at hoste sekret op, og det må i stedet fjernes ved en manuel procedure af sygeplejersken. 

I dag renses respiratorpatienters luftveje ofte ved hjælp af et sugningskateter, der i daglig tale fungerer som en støvsuger, som suger sekret og væske op ad patienternes luftveje. En procedure, der både er ubehagelig for patienten, tidskrævende for sygeplejersken, omkostningstung for sundhedsvæsnet og ineffektiv til fjernelse af alt sekretet. Trods adskillige daglige sugninger af patienterne, får ca. 27% stadig lungebetændelse. 

AW Technologies’ koncept, TrachFlush, har til formål at erstatte den nuværende procedure for sugning med et kunstigt host, der efterligner hostet hos raske mennesker. 

TrachFlush-proceduren anvender trykket fra respiratoren som den dybe indånding, hvorefter TrachFlush trækker luften ud af ballonen i patientens luftvej. Nu har luften i lungerne fri passage op gennem luftvejen, og skubber, som ved et host, sekret med op. Efter ca. 1 sekund har TrachFlush igen pustet luft i ballonen, og hostet er nu udført.  

Læs mere om produktet på www.trachflush.com.

Adam og Andreas og deres virksomhed AW Technologies er med deres koncept udtaget til Novo Nordisk Fondens program; Business Acceleration Academy, som er et af tre programmer, der udbydes gennem fondens BioInnovation Institute. Instituttet har i dets første tre leveår bevilliget 392 mio. kr., og nu får de to unge iværksættere del i bevillingen med legatet fra Business Acceleration Academy på kr. 600.000 som henholdsvis dækker over en kontantbevilling samt selve akademiet.

11 ugers akademi i København

I en periode på 11 uger skal de to unge iværksættere være bosiddende i København for at deltage i programmet. I hele perioden skal Adam og Andreas arbejde fra BioInnovation Institutes hovedkontor i ”Medicon Valley”, København. I løbet af det intense 11 ugers program får Adam og Andreas hjælp af BioInnovation Institute teamet til at identificere mangler i kategorier, så som målgruppe, IP-rettigheder, forretningsmodel, markedsføring og finansiering. Når programmet, Business Acceleration Academy afsluttes, vil de to iværksættere være tættere på at kunne kommercialisere produktet, Trachflush, som afslutningsvist skal pitches til ”DEMO-dagen”, der runder programmet og de 11 uger af. I begyndelsen af september måned rejste Adam og Andreas til København, og vi ønsker de to iværksættere al held og lykke, og ikke mindst tillykke med udtagelsen til programmet. 

Unge nordjyske iværksættere modtager legat fra Novo Nordisk Fonden