nKNOWation 2018

12. september 2018

Nknowation

SOSU Nord og TECHCOLLEGE i Aalborg afholdte fra d. 7 september for sjette år i træk den store tværfaglige innovationskonkurrence, nKNOWation. Næsten 200 studerende fra en lang række studieretninger skulle over tre dage samarbejde og konkurrere om at få den bedste idé til en ny velfærdsteknologi.

Konceptet er, at elever fra de sundhedsfaglige og tekniske fag, gruppevis skal give et bud på en ny teknologi, der i fremtiden kan kommercialiseres og blive til gavn og nytte i plejesektoren. Grundtanken er, at der er mange snitflader mellem plejefaget og de tekniske fag, og at eleverne i fællesskab har de bedste forudsætninger for idégenerering. Dels baseret på de behov, der gør sig gældende for borgere, som er afhængige af sundheds- og plejesystemet og dels på moderne teknologiske muligheder.

 
Undervejs bliver eleverne inspireret af forskellige fagpersoner, borgere, pårørende og iværksættere, som alle giver deres vinkel på årets tema. Efter tre dages idégenerering præsenterer eleverne deres bud for et dommerpanel ligeledes bestående af fagfolk, iværksættere, borgere og pårørende. Vinderne og andenpladsen præmieres blandt andet med mentorhjælp til videreudvikling af deres produkter og deltager efterfølgende også i Region Nordjyllands innovationskonkurrence Nordjyske Nyskabere.

LSI var repræsenteret ved forretningsudvikler Bo Christensen, som agerede dommer over de unge iværksætteres idéer.

“Det var fantastisk inspirerende at opleve de unge menneskers entusiasme og iderigdom. Til trods for, at de ikke har haft ret meget tid, var de gode til at kombinere deres forskellige fagligheder og arbejde problemorienteret, for at komme frem til en række innovative løsninger.”

Læs mere om nKNOWation på www.sosunord.dk

Her ses vejledere og dommere i aktion

41731780_318493632042717_8297665752589139968_n

Her ses vinderne med deres produkt – Den nytænkende kompressionsstrømpe Pulsy – med pulserende impulser, som sikrer en optimal blodcirkulation

41085392_2124682090910283_370337171460063232_n

 
nKNOWation 2018

Skriv et svar